Støt nu

AkutTeamets Kaniner – afsluttede forløb

— 2024 —

Peter

Peter kom AkutTeamet i hænde i Maj. Nogen havde fundet ham i en papkasse i Virum på Sjælland. Han havde heldigvis ikke været spærret inde i kassen så længe og var derfor sund og rask – og en rigtig kælepotte.

Plejer faldt pladask for Peters charme og han flyttede derfor permanent ind hos plejer, hvor han nu lever det gode kaninliv.

LEO

Leos mor blev dumpet i en papkasse, og hun fødte Leo og hans søskende kort tid efter på Roskilde Internat. Leo måtte se den ene søskende efter den anden finde nye hjem, men ingen ville adoptere Leo 😢💔. Leo ventede i hele 299 dage på internatet før han kom i pleje hos Kaninværnet i maj 2024.

Leo havde en vægt på 1,5 kg og den fineste ibenholt sorte pels. Han er skøn og mild – dog en smule forsigtig.

Sidst i juni fandt vi det perfekte hjem til Leo og han har nu en tryg og fast base, hvor han kan leve det gode kaninliv.

MANFRED

Manfred kom til Kaninværnet i april. Hans tidligere familie havde booket tid til aflivning hos dyrlæge. De havde ikke økonomisk og psykisk overskud til at give ham den operation der var nødvendig, og dermed et godt kaninliv. Familien indvilligede straks i videreformidling, da dyrlægen foreslog dette. Han er nu kommet i pleje hos os, og Manfred er blevet opereret (fjernet en lille knude).

Manfred er en forsigtig lille mus. Men han nyder dog opmærksomheden fra sine mennesker, og han elsker nus, især på hovedet. Det lykkedes vores dygtige plejer at skabe tillid og tryghed og dag for dag bliver Manfred mere og mere modig. Han bevægede sig stille og roligt længere væk fra basen for at undersøge sine omgivelser.

I juni lykkedes det at finde den helt rigtige familie til Manfred. Han bor idag på Vestsjælland og har fået de skønneste kaninvenner: Sigurd og Rolfa.

HELGA

I februar kom Helga i pleje hos Akutteamet. Helga og en anden kanin var blevet smidt ud af en bil, men heldigvis overlevede de begge to.

Helga var 3 år da hun kom til os og man skulle tro, at hun grundet den ublide medfart, ville være sky og bange. Men nej, Helga er sejere end de fleste. Hun er nysgerrig og opsøgende til den helt store guldmedalje.

I marts blev Helga kørt til “kemi-møde” i Køge. Her skulle hun møde kaninerne Cody og Charlie for at se om der var potentiale for venskab – og det var der. Mødet gik så godt at Helga blev adopteret på stedet og er nu blevet køgegenser.

Vi er sikre på at de tre kaniner kommer ud på mange gode eventyr sammen <3

THEODOR

Theodor kom til Kaninværnet i februar via Dyrenes Beskyttelse. Han var blevet indleveret sammen med sin mor, og en del kaninunger (et ups kuld på 10).

Med sine kun 4 måneder i bagagen var der fart over feltet fra første øjeblik. Fuld af spilopper og en udbryderkonge af rang. Heldigvis var han også sund og rask, og klarede sin neutralisering i stiv arm.

I marts tog Theodor toget til Aalborg, hvor hans nye familie ventede på ham. Det første stykke tid skulle han langsomt vendes til indendørstemperaturen. Herefter blev han sammenført med søde Nora på 3 år. I dag lever de det søde kaninliv sammen.

HJØRDIS

Skønne Hjørdis kom til os i starten af 2024. Hun var blevet dumpet ved Børnenes Dyremark i København.

Hun var ca. 1,5 år da vi fik hende ind, dog med en kampvægt på kun 1,6 kg. Men hvad Hjørdis ikke har i vægt har hun i personlighed. Hun er både en meget aktiv og meget nysgerrig kanin – hun kan også lokkes til nus og kæl hvis hun gider sidde stille.

Allerede i april tog Hjørdis den lange tur fra Jylland til Sjælland for at møde sin nye familie, herunder hendes nye kaninven Kaninus, som hun skal bondes med.

EDDIE

Eddie blev fundet i naturen af en omsorgsfuld person, som henvendte sig til vores AkutTeam.

Eddie kom i pleje hos Kaninværnet i august 2023, men var først klar til adoption i februar 2024, da han skulle igennem en svær øreoperation. Heldigvis kom han sig godt oven på operationen.

Allerede i marts fandt vi det perfekte match til Eddie. I dag bor Eddie (som nu hedder Zuko) på Als og han har fået en skøn kaninven ved navn Yankie.

FINDUS

Findus blev fundet hoppende rundt i Herfølge og ingen meldte sig som ejer. Han blev indleveret til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, hvor han boede længe dog uden at kunne finde sit forevigt hjem. Da Findus have brug for nye omgivelser, tog vi i januar Findus ind til en af vores dygtige plejere.

Her blev han hurtigt kendt som Krudt-i-måsen-Findus.

Findus var bare 10 måneder da han kom til AkutTeamet og var samtidig en letvægter på 1,2 kg. Men han tog alle med storm. Han er super nysgerrig, et kæmpe energibundt og klatrer rundt på alt og alle og der er kun tid til nus i korte intervaller.

Allerede i februar fandt vi det helt rigtige hjem til Findus. En familie på 5 i Helsingør faldt pladask for ham. Findus skal sammenføres med Ludvig og vi er sikre på, de kommer ud på mange eventyr sammen.

— 2023 —

Mille

Vi fik første henvendelse omkring Mille i sensommeren 2022. Hun løb rundt omkring en rasteplads ved Hillerød. Hun er blevet set af de lokale omkring rastepladsen hele sommeren. Hun er muligvis mor til Freddie & Frede, som også har været gennem AkutTeamet.

Hun blev vurederet til at være ca. 1 år da hun kom til os. Hun havde mange flåter men ellers var sundhedstilstanden fin.

Plejer fortæller, at Mille er en meget sød og nysgerrig kanin som dog var meget usikker på mennesker i starten.

I februar 2023 flyttede Mille ud i et godt og trygt forevigt-hjem <3

Frede

Vi fik første henvendelse omkring Frede (og hans bror Freddie) i sensommeren 2022. De løb rundt omkring en rasteplads ved Hillerød.

Frede var kun omkring 12 uger da vi fik ham ind i AkutTeamet. En lille sød dreng med et lille skørt og skæg.

Frede var dækket af flåter men ellers var hans sundhedstilstand god.

Frede blev i første omgang bortadopteret sammen med hans bror Freddie, men da deres venskab gik i stykker kom Frede tilbage til plejer, som nu har adopteret ham og givet ham et forevigt-hjem.

Freddie

Vi fik første henvendelse omkring Freddie (og hans bror Frede) i sensommeren 2022. De løb rundt omkring en rasteplads ved Hillerød.

Freddie var kun omkring 12 uger da vi fik ham ind i AkutTeamet. En meget aktiv og fræk dreng med krudt i numsen.

Freddie var dækket af flåter men ellers var hans sundhedstilstand god.

Freddie blev i første omgang bortadopteret sammen med hans bror Frede, men da deres venskab gik i stykker kom Frede senere tilbage til plejer, mens Freddie blev boende hos sin nye familie.

Oswald

Oswald blev fundet på gaden i januar 2023, kun 4-5 måneder gammel, sulten, tørstig og med flere brækkede knogler.

Til trods for dette er Oswald en meget sød, social og kælen kanin, der deler kys ud til alle.

Oswald fik amputeret to tæer på den ene pote og klarede operationen i stiv arm og lader sig ikke længere mærke med de manglende tæer.

Oswald er en helt igennem fantastisk sød og charmerende kanin og det overraskede os derfor ikke, at han meget hurtigt fandt en ny familie og har fået det drømmehjem han altid har fortjent.

Petra

Petra er en meget sky kanin, som vi vurderede til at være ca. et år da vi fik hende ind i AkutTeamet i februar 2022. Petra har haft en hård start på livet; hun har boet i bur, er blevet holdt i nakkeskindet, fået forkert foder og har i perioder ikke haft adgang til vand.

Her i 2023 lykkedes det endelig at finde det perfekt hjem til søde Petra.

carla

Vi fik Carla ind i februar 2023. Hun var sund og rask og kun 1,5 år. Alligevel havde hendes tidligere familie afleveret hende hos dyrlægen til aflivning. Dyrlægen kontaktede AkutTeamet og vi havde heldigvis plads til skønne Carla.

Allerede i april fandt vi det perfekte hjem til Carla og hun lever nu det gode liv som frikanin.

jens alfred

Jens Alfred blev indleveret til aflivning af sin familie, der ikke havde tid til ham mere. Heldigvis blev vi kontaktet af dyrlægen og Jens Alfred kom i pleje hos AkutTeamet i februar 2023. I dag har han fundet en ny familie som har tid til ham og giver ham masser af kærlighed. Og rygterne siger at han også har fået en sød veninde som nusser ham og passer på ham.

Nico

Sammen med hans fire søskende blev Nico fundet nyfødt foran Greve Rådhus, dumpet i en toiletbakke.

Desværre klarede hans søskende det ikke og vi måtte sige farvel til Nor, Noa, Nadine og Nikki.

Idag lever Nico det fede frikaninliv sammen med sine to nye legekammerater.

tilda

Tilda skulle have været aflivet. Ejer havde booket tid til aflivning, men dyrlægen tog kontakt til vores AkutTeam i samråd med ejer og i april 2023 flyttede Tilda ind hos én af vores dygtige plejere.

Tilda er en sund og rask hunkanin i sin bedste alder (2 år) og med den fineste ibenholtdige sorte pels. Tilda er et mix af store racer, og hun er derfor ikke en lille dame (vægt pt. 3,2 kilo).

Allerede i juni 2023 fandt vi det perfekte hjem til Tilda, som har det godt hos sin nye familie.

isabella

Isabella blev dumpet foran en hoveddær i Århus. AkutTeamet blev kontaktet og hun kom i pleje hos os i februar 2023.

Vi vurderede Isabella til at være ca. 2 år gammel.

Heldigvis fandt vi hurtigt et skønt hjem til Isabella, som hun flyttede ud i i juli.

bjarke betteskid

Bjarke Betteskid blev fundet dumpet i et drivhus. Finder tog ham til dyrlæge og kontaktede Kaninværnet, hvor Bjarke kom i pleje. Det var i august 2022.

Bjarke Betteskid bestod med bravour sundhedstjekket hos dyrlægen. Han er sund og rask og har den fineste otter-farvede pels. Han er bette, men en flot, flot fyr.

I juli 2023 fandt vi den helt rigtige familie til Bjarke som nu lever det søde frikaninliv.

Karlie

Karlie er den fineste lille kaninpige, som blev fundet løbende frit i Brønshøj. Hun er en utrolig underholdende og energisk kanin, som altid er klar på lidt sjov og ballade. Og så er hun også super sød.

Selvom hun er en smule tilbageholdende overfor mennesker, så har hun helt fra start af været enormt modig og nysgerrig af natur. Hun vil altid gerne undersøge nye ting og steder.

Karlie charmerede sig hurtigt til en ny familie og hun lever nu et godt og trygt kaninliv.

william

William blev fundet løbende frit i Brønshøj og kom til Kaninværnet i juni 2023. Til sundhedstjekket blev han vurderet til at være ca. 4,5 måned.

Allerede i starten af efteråret fandt William en ny familie hos vores formand, Rasmus. Her blev han hurtigt gode venner med Iben og de lever nu det søde kaninliv sammen.

dirch

Dirch blev efterladt i naturen. Vi ved intet om hans fortid. Plejer beskriver ham som meget nem og kærlig! En labrador fanget i en kanin-krop (elsker alt og alle og især mad), charmerer alle. Hans ører har deres helt eget liv. Sommetider hænger et ører, andre gange stritter det!

Dirch kom til os i april og blev vurderet til at være ca. 2 år. I juli fandt vi det helt rigtige hjem til Dirch og han lever nu det gode kaninliv.

carl

Carl blev fundet dumpet i en papkasse i Brøndby. Vi fik Carl ind i marts 2023 og anslog ham til at være 8-9 måneder.

Plejer beskriver ham som en charmerende livsnyder med krudt i måsen.

Carl nåede ikke officielt at blive sat til adoption. En af dyrlægerne på den klinik han blev kastreret hos faldt pladask for ham, og vupti så var han flyttet til København. Det er sjældent en adoption går SÅ hurtigt!

emma

Emma kom hoppende ind på et snedkerværksted i Gentofte (Sjælland) for at sige hej. En af snedkerne tog hende med hjem, og hun blev fremlyst uden at finde ejer. Hun kom i pleje hos Kaninværnet i september 2023.

Emma er en rigtig hyggetrold som elsker nus og godbidder. Allerede i oktober blev hun adopteret til den kærligste kaninfamilie. Hun har fået en kæreste der hedder Chico. De nyder nu livet sammen og skiftes til at nusse hinanden, tigge godbidder og rende rundt i lejligheden.

Sif

Sif på bare tre år blev indleveret til aflivning hos en dyrlæge, sammen med hendes søster.

De kom i stedet i pleje hos os og vi gik igang med at finde et hjem til de to damer.

Desværre nåede Sif aldrig at komme ud i sit nye hjem. Hun blev fundet livløs af plejer. Døden er indtruffet hurtigt mens hun var ved at spise hø, og vi tror ikke, hun har haft smerter.

idun

Sammen med sin søster blev Idun indleveret til aflivning. Istedet kom de to skønne kaniner til vores plejer og vi begyndte at lede efter et hjem til dem.

De kom i stedet i pleje hos os og vi gik igang med at finde et hjem til de to damer.

Men hverken Idun eller Sif nåede at komme ud i et nyt hjem.

Idun viste tegn på neurologiske “forstyrrelse”, hun var i smerter, og hendes almene helbredstilstand var ikke god. I samråd med kanindyrlæge, sagde søster Sif og plejer et tungt farvel til hende.

Sif døde kort efter.

Lille Vilde

Lille Vilde blev fundet løbende rundt i Ølstykke i september. Hun blev indfanget og det viste sig, at Lille Vilde ikke var helt så vild som først antaget. Hun var faktisk meget tam og vældig snakkesagelig.

Vi fik fremlyst den lille pige og sendt hende til tjek hos dyrlægen. Hun havde både fine tænder og ører, men var dog lidt undervægtig.

Heldigvis lykkedes det til sidst at finde frem til ejer og Lille Vilde kom hjem til sin familie igen.

felix

I september 2023 blev Felix fundet i naturen – helt alene! Vi fremlyste ham, og da ingen ville kendes ved ham, kom han i pleje hos os.

Felix er en sund og rask kanindreng – en dværgkanin med løvehoved i sig. Han er den dejligste, mest nysgerrige energibombe med de sødeste ubeslutsomme ører. Han har charme i hele sin krop og personlighed.

Allerede i oktober lykkedes det charmebøffen at finde den perfekte familie, hvor han i dag lever det fede kaninliv sammen med veninden Skumfidus.

Jackie, Jamie og Julian

De tre kaninungerne blev født i en høhæk på en hestefold, fundet af gårdens kat der kom ind med den lille hvide kaninunge i munden. Dagen efter finder ejer så flere kaninunger både i og udenfor høhækken. Ungernes mor er ikke at se nogen steder. Hun er muligvis blevet skræmt væk af kattene og de andre dyr.

Trekløveret kommer i pleje hos os, men desværre dør Jackie og Jamie meget pludseligt og kort efter også Julian.

Vi fik alle 3 kaninunger obduceret, og dødsårsagen var klar: De havde alle 3 kaningulsot type 1 – også kaldet RVHD1. Der findes ingen helbredende behandling, og døden kan som for Julian og hans brødre indtræffe pludseligt og uden forudgående varsel.

De tre brødre fik en kort gang på denne jord, men de var heldigvis fuld af spilopper og energi den tid de var i pleje.

Asta

Asta blev fundet i juni løbende frit rundt i naturen. Hun er en flot sort otter dværgkanin. Der var desværre ingen henvendelser på vores fremlysning, så vi gik igang med at finde en ny familie til hende.

Første skridt var at få Asta til dyrlæge hvor hun blev tjekket godt igennem og sidenhen neutraliseret. I dag lever hun det skønne kaninliv hos sin nye familie.

Gilbert

Gilbert er den fineste lille kanindreng. Han er utrolig venlig, men også meget sky og usikker på mennesker. Hans tilstand var ikke så god og hans lange pels var fyldt med knuder, som havde givet ham sår.

Efter 2,5 måned begyndte vores dygtige plejer at kunne nusse Gilbert på hovedet. Den svære opgave med at bygge tillid til Gilbert var lykkedes.

Vores plejer var blevet så glad for Gilbert, at hun besluttede at lade ham blive boende. Idag bor Gilbert sammen med de to søde kaniner: Herle og Alice.

Cocio

I december blev Cocio og hendes ven Rasmus indleveret hos en dyrlæge til afliving. Cocio blev estimeret til kun at være 3,5 år gammel og dyrlægen kontaktede derfor Kaninværnet. Vi besluttede at hjælpe Cocio og hendes ven Rasmus med at finde et nyt godt hjem.

Rasmus

Rasmus blev indleveret til aflivning hos en dyrlæge, sammen med sin veninde Cocio. De to hermeliner var ikke mere end 3-4 år og Kaninværnet besluttede, at vi ville finde et godt hjem til de to venner.

Til januar flytter de ind hos deres nye familie.

cirkeline

Cirkeline kom i pleje hos Kaninværnet i november.

Cirkeline var en meget tillidsfuld kanin med en flot vild manke. Desværre havde Cirkeline nogle livstilssygdomme med fra sit tidligere liv. Hun var bl.a. lidt for rund om hofterne og planen var derfor, at hun skulle tabe sig inden hun skulle ud i en ny familie. Desvære nåede Cirkeline aldrig så langt. Plejer fandt hende en dag livløs og en obduction viste, at hun havde alt for meget fedt som bl.a. pressede på tarmene og andre organer.

Vi havde virkelig håbet at Cirkeline, med hendes store tillid til alle omkring sig, havde nået at få en chance mere i livet – men sådan skulle det ikke gå og vi ønsker hende en god rejse over regnbuen.

Astrid

Astrid blev fundet løbende rundt på Brandholms Allé i Rødovre. Vi fremlyste hende, men ingen meldte sig, og Astrid kom derfor i pleje hos os.

Astrid er en tillidsfuld og rolig kanin. Hun opsøger selv sine mennesker, og plejer bemærkede, at hun må være vandt til store børn.

Skønheden blevet steriliseret og kort efter fandt vi det perfekte forevigt-hjem til Astrid.

Astrid lever idag det fede kaninliv med sin kæreste Basil.

0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tom
    WordPress Cookie Plugin af Real Cookie Banner