• By og postnummer: København (transport til hele landet er mulig)
  • Navn: Jim (aftegninger, stritører) og Jerry (hvid med hængeører, der kan stritte i ALLE retninger)
  • Køn: Hanner
  • Alder: næsten 2 år, født 2-2-2020
  • Neutraliseret: Ja, samt sundhedstjekket, chippet og vaccineret ved Falke Dyreklinik
  • Race: Dværgvædder/rex med satinpels og blå øjne
  • Inde/ude: Indekaniner

Disse 2 top dejlige drenge og de blødeste bamser i byen søger fortsat deres nye, kærlige familie. Slå gerne et slag for dem, hvis du kender en familie, der søger 2 charmebøffer og f.eks. gerne vil undgå at skulle gennem en drøj bonding.

Jim og Jerrys tidligere ejer stod akut uden tag over hovedet, og derfor kontaktede hun Kaninværnet for hjælp. Det var med stor sorg i hjertet, at hun så sig nødsaget til at bortadoptere de to skønne drenge. Tidligere ejer havde selv reddet drengene fra dårlige vilkår, så de var ønsket helt ind i hjertekulen. De er bedste venner og helt uadskillelige og SKAL derfor adopteres sammen. Begge er kastreret, vaccineret, sundhedstjekket og chippet ved erfaren kanindyrlæge, Pouline Vestergaard, og desuden forsikret ved Agria – forsikringen kan overflyttes til nye ejer. Racemæssigt er de en blanding af dværgvædder og rex med den blødeste satinpels og begge har de smukkeste blå øjne.

Personlighed(er)

To dejlige drenge med krudt bagi! De er nysgerrige, opsøgende og følger med i ALT, hvad du foretager dig. De har charme og livsglæde i overflod. Jim er den eventyrlystne type som gerne skal udforske hele lejligheden hver dag, og laver zoomies og binkies inden han kaster sig ned i et flop for at slappe af. Jerry tager tingene mere stille og roligt. Han følger Jim noget af vejen rundt i lejligheden, men vil allerhelst bare floppe og nusse – enten med brormand eller sine mennesker. Jim har sjældent tid til at nusse med mennesker, men putter gerne med Jerry. I de tre måneder, de har været i pleje, har de to brødre udviklet sig helt enormt. Jim har hele tiden været ganske opsøgende og eventyrlysten, hvorimod Jerry i starten var lidt mere reserveret. Jerry er dog nu blevet meget mere nysgerrig (han hilser gerne på overnattende gæster på sofaen), og han er blevet 100 procent afhængig af nus. Læs: han er blevet et nussehoved. Hvis man standser op i nærheden af ham, lægger han sig straks klar med hovedet mod gulvet i håb om at få lidt nus – og det kan man jo ikke stå for, så det kan blive til mange gange i løbet af en dag.

Aktivering

De er begge nemme at aktivere og særligt glade for at gnave, grave og hoppe op på ting. Jim er super klog og kan nemt regne alt det aktivitetslegetøj ud og bruger det flittigt – han vil sandsynligvis kunne klikkertrænes. Jerry er er ikke helt så skarp, men dog klog nok til at vente tålmodigt på at brormand får maden ud til ham. De er kronisk sultne og derfor yderst madmotiverede og nemme at træne. De er glade for at gnave i deres naturmåtter, pilebroer, søgræstunnel og papkasser og for at grave i håndklæder og tæpper. Bonusinfo: efter de har fået masser af papkasser, grene og andre gnavemuligheder, har de fuldstændig mistet interessen for at gnave i møbler.

Renlighed

De er 99% renlige. Der bliver udelukkende tisset i bakken, og de fleste pøller rammer også toilettet, men der kan jo smutte et par ”prutter”, når man spæner rundt og lave krumspring, særligt hvis man hedder Jerry og har travlt. De er bange for… Jim kan være lettere nervøst anlagt og reagerer på høje, pludselige lyde. De er ikke fan af at blive løftet ligesom langt de fleste kaniner, men tolererer det efterhånden, og de er begge blevet ganske gode til negleklip, når bare det foregår i stille og roligt tempo gerne i ”bunny burrito” – og man bliver hurtigt tilgivet. De finder tryghed i hinanden, hvis de bliver forskrækkede. De har begrænset erfaring med børn, og er ikke glade for hurtige bevægelser. De er dog begge meget nysgerrige, når bare børnene sidder eller ligger på gulvet – og særligt, hvis der er godbidder i farvandet. Man er vel glad for mad. De er ikke vant til at omgås andre dyr.

Foder/hø/grønt

De spiser begge masser af hø og laver de fineste store pøller. De er bestemt ikke kræsne, når det kommer til hverken pellets, hø eller diverse grønt. De er virkelig madglade, kronisk sultne og forsøger gerne at snuppe hinandens mad. Jim er så ivrig ved aftensmadstid, at han løber i cirkler omkring en, indtil han får sin mad.

Helbred

Jerry har lidt tendens til potesår på hælene, som man skal være obs på. Det er klassisk rex. Han skal derfor gerne primært have tæpper i naturmateriale som underlag. Han har Wrabbit Socks, som kan bruges ved optræk til potesår. Jerry har nedsat hørelse, så man skal sikre sig, at han har set en nærme sig, ellers kan han blive lidt forskrækket. Ellers er begge fuldstændigt sunde og raske og har super gode maver. Vi kan garantere, at Jim og Jerry vil bidrage med livlighed, underholdning, masser af kærlighed og hyggestunder hos deres nye familie. De er intet mindre end fantastiske. I er velkommen til at besøge dem helt uforpligtende, hvis I overvejer adoption.

Kunne du tænke dig at adoptere Jim og Jerry og give dem det kærlige forevigt hjem, de fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk og fortæl om dit hjem, og hvad du kan tilbyde. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give Jim og Jerry masser af din tid og omsorg. De skal leve som helt eller delvist frikaniner.

Kaninværnet søger med lys og pandelygte efter plejere i hele landet. Vil du høre mere om at være plejer, så kontakt os på akutteam@kaninvaernet.dk.