fbpx

Forårskuller

I denne tid er det ikke usædvanligt at kaniner får lidt forårskuller. Selv neutraliserede kaniner kan udvise hormonel adfærd, og det kan lede til gnidninger mellem kaninerne pga. jagt- og parringsadfærd. Skænderier i gruppen kan føre til at kaninvenskaber bryder sammen.

Som regel vil der være tale om en relativt uskyldig kurre på tråden blandt kaninerne. Står du en dag op til lidt pelstotter så gå ikke i panik. Såfremt der ikke er hud på totterne, og kaninerne ikke har gjort skade på hinanden, så vil de som regel kunne finde sammen igen. Det væsentlige er, at kaninerne ikke er stressede og aggressive mellem evt. episoder. Adfærden vil som regel aftage efter et par måneder. I denne periode er det dog vigtigt at være særligt opmærksom på kaninernes adfærd, især hvis dine kaniner bor udenfor, hvor man sjældent har lige så god fornemmelse for hvordan kaninerne har det, som hvis de boede indenfor.

Står du en dag op til nogle spredte totter så gå ikke i panik. Ofte vil der være tale om nogle spredte pelstotter uden hud. De har altså hapset hinanden men ikke ligefrem kæmpet. Hvis kaninerne allerede virker rolige igen, og normalt er glade for hinanden, så gør ikke noget drastisk. Observer i stedet kaninerne for at sikre dig, at de ikke udviser aggression. Der vil muligvis være lidt kold luft i starten, men kaninerne vil sandsynligvis hurtigt blive gode venner igen. Det er dog vigtigt at være opmærksom på om gnidningerne eskalerer.

Skulle kaninerne komme rigtigt op at slås, efterlade sig totter med hud på og måske ligefrem trække blod, så er det vigtigt at kaninerne bliver skilt ad. Herefter skal kaninerne bondes på ny med ekstra forsigtighed. Det er en ærgerlig situation, og det kan være tilfældet, at kaninerne aldrig bliver gode venner igen. Jo større skade de har haft gjort på hinanden, des mere problematisk må en ny bonding formodes at blive.

Hvis du vil afhjælpe forårskuller så sørg for det første for, at alle dine kaniner er neutraliserede (steriliserede/kastrerede ), og at der er tilstrækkeligt med gemmesteder og flugtveje, hvor en kanin kan søge tilflugt fra uønskede tilnærmelser. Sørg også for at kaninerne aktiveres, og har mulighed for at brænde noget krudt af med havebesøg, gravekasse, foderspil og lign. Bor kaninerne indenfor så kan du også sprøjte med Pet Remedy, som har en beroligende virkning på kaniner.