• By og postnummer: 6093 Sjølund nær Kolding (transport til hele landet er muligt)
  • Navn: Hugo
  • Køn: Han
  • Født: 15. januar 2020
  • Neutraliseret: Ja, samt vaccineret og chippet den 23. november 2021 ved Lillebælt Dyreklinik
  • Race: Dværgkanin, satin
  • Inde/ude: Ude (med tilvænning til indetemperatur, kan han blive indekanin)
  • Vægt: 2 kilo
Så er der kommet en ny kanin i pleje hos Kaninværnet.
Hugos tidligere familie blev ramt af alvorlig sygdom, og Hugo blev derfor ikke passet ordentligt. Han kom til plejer fejlernæret og meget undervægtig. Efter nogle måneder hos en af vores dygtige plejere, er han nu i topform og klar til adoption.
Herunder introducerer vi den skønne Hugo, og fortæller lidt om, hvad hans kommende familie kan vente sig. Kender du nogen, som skal til at have kanin, så slå et slag for Hugo.
Hugo er en sund og rask dværgkanin med den smukkeste brun, hvide satinpels. Han fylder 2 år den 15. januar 2022. Han er fornyligt kastreret, vaccineret og chippet af dyrlæge, Julie Bebe, Lillebælt Dyreklinik.
Hugo har charme ud af begge stritører, og han er en “nem” kanin, fordi han bare er en glad, glad dreng. Der skal meget til for, at Hugos humørbarometer falder. Han er top-nysgerrig og vil gerne undersøge alt; ting, områder, lyde. Hugo er desuden meget nusseglad, og nusning skal gerne stå på længe, hvis du spørger Hugo. Det eneste, der er et større hit end nus, er nye ting, der skal undersøge.
Hugo er MEGET madglad. Han kan altid lokkes med lidt mad. Han foretrækker frisk græs frem for hø, men har lært at spise hø. Han vil tilsyneladende helst selv tage det i posen, frem for høhækken.
Han har ikke vist den store interesse for aktiveringslegetøj, men han er som sagt en madglad dreng, så vi vil anbefale en ny familie at træne foderaktivering med ham, foderbold, hænge maden på snor, høhus m.v.
Hugo vil trives både som inde og ude frikanin. Så længe der er noget nyt han kan undersøge, vil han trives uanset, hvor han er. Hugo er en dejlig nem kanin.
Hugo er som kaniner er flest, han har en klar holdning til, hvor toilettet skal stå. Får han lov til at bestemme toilettets placering, så pøller og tisser han i bakken (=renlig).
Hugo er vandt til børn helt ned i 3 års alderen, og han er helt rolig omkring dem. Hugo er specielt fan af de børn, som giver sig tid til at nusse ham. Vejen til Hugos hjerte er klart nus (og mad). Han er vandt til og total ligeglad med katte. Vi vurderer, det samme vil gælde hunde, så længe de er trænet til at respektere hans grænser.


Kanindyrlæger anbefaler ½ årlige sundhedtjek blandt andet for at være obs på kaninernes tænder. Kaniner med satinpels som Hugo er disponeret for tandspidser. Dette kan for langt de flestes vedkommende holdes nede med høspisning.


Vi kan garantere med stempel og sejl, at Hugos nye familie vil komme til at knuselske ham og han jer. Han er bare dejlig.
Kunne du tænke dig at adoptere dejlige Hugo, og give ham det kærlige hjem han fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk, og fortæl om dit hjem, og hvad du kan tilbyde. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give ham masser af din tid og kærlighed.
Kaninværnet søger med lys og pandelygte efter plejere i hele landet. Kunne du tænke dig at høre mere om at være plejer, send en mail til akutteamkoordinator, Sara Lee Olsen på akutteam@kaninvaernet.dk.