• By og postnummer: Brøndby (transport til hele landet er mulig)
  • Navn: Knold
  • Køn: Han
  • Race: Blanding
  • Alder: 1,5 år
  • Neutraliseret/vaccineret/chippet: Ja
  • Inde/ude: Inde
  • Vægt: 2,6 kilo

Kaninværnet blev kontaktet af en dyrlæge for nogle uger siden, som havde fået en sund og rask kanin ind til aflivning. Det var Knold, som skulle aflives. Nu er han i pleje hos Kaninværnet og er på udkig efter sin nye familie – er det dig, eller en du kender?

Mød her verdens dejligste Knold, en charmebøf af rang. Knold er en sund og rask blandingsrace på 1,5 år med et fantastisk roligt og mildt sind. Han har den fineste aftegning på snuden; formet som et hjerte eller et spar es. Han er kastreret, chippet og vaccineret af kanindyrlæge. Han er hormonfri (er parat til at blive sammenført med anden kanin).

Knold er meget social og elsker nus fra sin familie – favorit nussestederne er hoved og ryg. Han vil helst følge med i tingenes gang, og han undersøger alt, hvad undersøges kan. Han er en glad, aktiv og nysgerrig kanin. Netop fordi Knold er så social, vil han trives bedst som inde frikanin, da han gerne skal forblive tæt på sin familie, tæt på nus og aktivitet. Han er renlig, men han kan som de fleste kaniner tabe en kanonkugle eller to sommetider.

Knold er vandt til børn. Pt. – mens han er i pleje – bor han under tag med 2 børn i alderen 3 og 6 år uden problemer. Knold ligger hver morgen, når plejers børn vågner, på en madras sammen med dem og tigger om nus. Uanset børnenes alder, er det vigtigt, at børnene fra start lærer at respektere Knolds grænser.

Knold er vandt til kat.

Knold vil trives med en ven/veninde han kan gå på opdagelse med, kan få kærlighed af og – selvfølgelig – lave ulykker sammen med. Vi vurderer, at han vil blive den dominerede i et forhold.

Knold har i sit tidligere hjem ikke været vandt til at spise hø, men halm. Plejer har skullet tilvænne ham til det. Han spiser Alpine hø. Hans høindtag er fint nu, og han er glad for mad.

Knold er lærenemt. Han har blandt andet fundet ud af, at når han om morgenen hopper op i sengen og stamper, står familien op og giver ham mad – så vink farvel til sene morgener i sengen til kl. 10. Knold vil have mad – NU. Hos plejer kradser han på døren til udestuen og bliver så lukket ind og ud.

Kaninværnet kan garantere den nye familie vil komme til at knuselske den glade og nysgerrige Knold samt få en trofast ven for livet.

Kunne du tænke dig at adoptere Knold, og give ham det kærlige hjem han fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk, og fortæl om dit hjem, og hvad du kan tilbyde. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give ham masser af din tid og omsorg.

Hvis du vil støtte Akutteamets arbejde med at hjælpe nødstedte kaniner, kan du: – Bliv medlem af Kaninværnet for 150 kr. om året. https://bit.ly/3jVBhwl – Donere et valgfrit beløb på MobilePay 311658, skriv AKUT i kommentarfeltet, så går din donation direkte til kaninerne.