Kaninværnets Akutteam byder endnu engang velkommen til et nyt akutprojekt. Denne gang er der tale om to kaniner. Bella og Boline stod i den uheldige situation, at deres ejer havde været syg og hjemmefra i en længere periode. Deres mor var forsvundet, og de blev indleveret til adoption i en skotøjsæske. De vejede hver 500 gram og var meget tæt på forstoppelse, da de var blevet fodret med korn og franskbrød. De er nu indlogeret hos en af vores skønne plejefamilier, indtil de finder det helt rigtige forevigt-hjem. Bella og Boline er nogle værre charmetrolde, og de formår at sætte kulør på kaninhold. De er oppe til adoption på siden, og bortadopteres både sammen eller hver for sig, og naturligvis kun til et frit liv uden bur.

De søde damer er angiveligt begge født d. 18 marts i år. De er ikke renlige, og de har tendens til at gnave i ting, så de vil umiddelbart være mest oplagte som udekaniner. Du er dog velkommen til, at prøve kræfter med dem indenfor, såfremt du ikke er sart omkring dine møbler. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at de endnu ikke er neutraliserede. De vil derfor skulle neutraliseres når de er kønsmodne. Det vil formentlig også hjælpe på både renligheden og gnaveriet.

Herunder introducerer vi Bella og Boline, og fortæller lidt om hvad deres kommende familie(r) kan vente sig. Kender du nogen som skal til at have kanin, så slå et slag for de to. De fortjener i dén grad et kærligt hjem.

Bella

Bella er den sødeste lille nussetrold.  Hun nyder at blive rørt ved og gerne næsten alle steder på kroppen. Hun finder sig nemt i løft, men hun nyder det ikke. Hun er ligeglad med det meste, og hun løber gerne ind i dine ben, uanset hvor mange gange du vælter over hende. Hun har nemt ved høje lyde, og er ligeglad med om det er børn eller voksne. Hun er ikke så god (endnu) til at gøre sig rent ved øjnene. Men hun er vant til at plejer gør det på hende uden problemer. Bella vil ikke kunne trives alene medmindre man er hjemme hele tiden. Hun har brug for meget opmærksomhed.

Boline

Boline startede med at være underdanig og lidt sky anlagt. Hun er imidlertid blomstret op, og er nu den første ved lågen til lidt nus og en godbid. Boline bryder sig ikke særlig meget om løft. Men kan godt indfanges – forudsat at der er mad på højkant. Hun er mest fan af pandenus og har en tendens til at sluge sin mad. Man skal derfor være opmærksom på, som minimum at dele hendes mad op, og fodre over 2 omgange. Boline er en smule sensitiv overfor høje og pludselige lyde og bevægelser. Hun vil derfor ikke egne sig til en børnefamilie eller en familie med hund.

Kunne du tænke dig at adoptere Bella og/eller Boline, og give dem det kærlige hjem som de fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk, og fortæl om dit hjem og hvad du kan tilbyde de to dejlige basser. Har du ikke haft kanin før så hjælper Kaninværnet gerne med at sammensætte et ”startersæt” med toiletbakke, foder, hø osv. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give dem masser af din tid og kærlighed. Du er også velkommen til at skrive, hvis du har lyst til at hjælpe vores akutteam fx ved at være plejefamilie eller hjælpe med transport.