Kaninværnet siger velkommen til Ben
Så er der kommet en ny kanin i pleje hos Kaninværnet.
Ben har haft en turbulent start på livet. Han har på sine bare 2 år nået at være burkanin, dumpet ved en hovedvej, institutionskanin, og er nu i pleje hos en af Kaninværnets dygtige plejere.
Herunder introducerer vi Ben, og fortæller lidt om, hvad hans kommende familie kan vente sig. Kender du nogen, som skal til at have kanin, så slå et slag for Ben.
Ben er en flot dværgvædder med den fineste sort hvide japanertegnede pels. På de kun to år han har levet, har han haft 3 hjem. Hans første ejer var psykisk sårbar. Her boede han i bur sammen med en hunkanin, og de fik ikke mad hver dag. Kvinden dumpede Ben ved en hovedvej, da hun ikke kunne overskue at have kanin. Ben blev fundet, og blev herefter institutionskanin inden han kom i pleje hos Kaninværnet.
Trods Bens turbulente fortid, er han en (lalle)glad, aktiv og nysgerrig dreng. Han elsker at hoppe op på ting, elsker at spurte gennem tunneler og smide rundt med sit legetøj. Han er meget madglad, så en ny familie vil nemt kunne aktivere ham.
Ben er social på hans præmisser. Han kan godt lide nus, men kun kort, så er han videre for at undersøge. Han skal til en person, som har tålmodigheden til at gøre ham endnu mere tryg, social og nusseglad. Han er ikke en førstegangskanin. Der er dog ingen tvivl om, at han kan blive endnu mere nusseglad og social. Han har klart potentialet, han skal bare have tiden og trygheden.
Han er forsøgt sammenført med en hunkanin, hvor matchet ikke var det rette. Vi tror dog på, at Ben vil kunne sammenføres med en god ven med tiden.
Ben er kastreret, og han vil blive chippet og vaccineret. Pt bor han i en stald udendørs.
Kunne du tænke dig at adoptere Ben, og give ham det kærlige hjem han fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk, og fortæl om dit hjem, og hvad du kan tilbyde ham. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give Ben masser af din tid og kærlighed.