Så er der kommet to nye kaniner i pleje hos Kaninværnet.
Bertil og Bertram er brødre og fra marts 2021. De stod til at blive aflivet, da ejer ikke kunne have dem og deres søskende længere. Kaninværnet blev kontaktet af den lokale dyrlæge, som havde fået til opgave at aflive kaninerne. Heldigvis havde vi i Kaninværnet kapacitet til at redde Bertil og Bertram inklusive deres søskende. Alle sunde og raske.
Herunder introducerer vi Bertil og bror Bertram, og fortæller lidt om, hvad deres kommende familie kan vente sig. Kender du nogen, som skal til at have kanin, så slå et slag for de to skønne banditter.
En ny familie skal forberede sig på 2 meget nysgerrige kaniner, der vil følge med i ALT. De møder plejer ved døren til hesteboksen, hvor de bor, for at se, om der falder en godbid af eller lidt nus. De ville, hvis de kunne, helst deltage med kost og skovl, når plejer skal ‘muge ud’ i deres bolig. Da det ikke er muligt, sætter de sig på haveredskaberne i stedet. Man skulle nødigt gå glip af noget.
De vil gerne nusses, men elsker at udforske, så det bliver ikke så længe af gangen. Bertram er bedre til at sidde stille og få nus end bror Bertil, men begge nyder en lille nussestund. De vil sagtens kunne blive endnu mere nusseglade i en ny familie, der tager sig god tid til at lære dem at kende.

De har krudt i numsen og i fusserne, så der bliver gravet lange og mange gange og spurtet som deltog de i OL. En ny familie skal sikre en løbegård med volierenet også i bunden, så de ikke kan grave sig ud.

Vi vurderer, at Bertil og Bertram vil trives bedst med at være udekaniner, ikke mindst, fordi de er de fødte gravkøer. De giver Byggemand Bob baghjul.
Der er ingen tvivl om, at de to skønne banditter kan gøres renlige. De pøller og tisser de sammen steder i hesteboksen, så har man behov for, at de er renlige, skal det blot trænes.
Bertil og Bertram er hinandens bedste venner. De sover op af hinanden, spiser og graver sammen. De skal sammen ud til en ny familie. De vil godt kunne sammenføres med en 3. kanin, da de er nysgerrige og interesserede i de andre kaniner plejer har.
Begge drenge har fået kappet kuglerne for et par uger siden hos Dyrlægehuset Farum og er også blevet vaccineret og chippet.
Bertil og Bertram er ikke vandt til børn, men deres rolige sind og store nysgerrighed gør, at vi sagtens kan se dem trives i en børnefamilie, hvor børnene lærer fra start at respektere deres grænser, f.eks., at de ikke vil nusses hele tiden og løftes.
Vi kan garantere, at de vil skabe liv og glade dage hos deres nye familie. De er begge helt fantastiske, og man kan ikke andet en blive forelsket i dem.

Kunne du tænke dig at adoptere Bertil og Bertram, og give dem det kærlige hjem de fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk, og fortæl om dit hjem, og hvad du kan tilbyde de to skønne drenge. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give Bertram og Bertil masser af din tid og kærlighed.