Så er der kommet en ny kanin i pleje hos Kaninværnet.
For et par uger siden tikkede en besked ind til Kaninværnet: “AKUT. Kanin fundet på legeplads i København, efterladt alene”. Det var Hailey beskeden omhandlede. Hun var blevet efterladt på en legeplads på Amager i en lille hamstertransportkasse – hun kunne dårligt bevæge sig. Nu er hun i pleje hos en af Kaninværnets dygtige plejere.
Herunder introducerer vi Hailey, og fortæller lidt om, hvad hendes kommende familie kan vente sig. Kender du nogen, som skal til at have kanin, så slå et slag for underskønne Hailey.
Hailey er en smuk, smuk dværgvædder med den fineste hvide satinpels og udtryksfulde blå øjne. Hun vurderes til at være omkring 9 måneder, det vil sige, hun er stadig en unge.
Når du møder Hailey, bliver man straks charmeret ned under gulvbrædderne. Hun har charme ud af begge hængeører, og det er os en gåde, hvorfor nogen har villet af med hende – og så endda på den brutale måde, det skete.
På trods af, at Hailey har oplevet svigt i en ung alder, tager hun livet ind i fulde drag. Hun er nysgerrig med stort N, og en meget aktiv kanin. ALT skal undersøges. Møder hun en papkasse, eller andet, der kan kastes med, så får det et fur hen ad gulvet. Hailey har opdaget, at det giver opmærksomhed, når hun giver en papkasse en lige højre, og Hailey er fan af opmærksomhed fra sine mennesker, og gerne masser af nus. Hun er prinsessen af nus, jo mere, jo bedre.
Hailey vil være nem at aktivere for en ny familie, da hun er et madøre, en klog kanin og meget nysgerrig. Plejer har endnu ikke kunnet finde foder, Hailey ikke har kunnet lide. Hun er dejlig nem – også på den front.

Hun er 90 procent renlig. En ny familie skal dog være indstillet på at træne renlighed med hende. Hailey blev steriliseret den 29. juli. Når hormonerne er helt ude af kroppen, vil det formentligt også hjælpe på renligheden.
Hailey er døv, men hun reagerer på vibrationer. Kaniner kan sagtens leve et fantastisk liv uden at kunne høre. Som ejer skal man blot lære at melde sin ankomst, bruge f.eks. vink, når man vil tilkalde hende m.v. Støj fra støvsugeren eller fra fyrværkeri bliver ikke noget problem.
Vi vil anbefale, at en ny familie tager Hailey til ½ årligt sundhedstjek som anbefalet af kanindyrlæger. Hængeørerkaniner kan ofte have svært ved at komme af med deres ørevoks. Det er vigtigt at opdage i tide. Plejer har givet Hailey forbyggende øredråber.
Hailey egner sig bedst som indekanin. Hun vil dog sagtens kunne være ude i en sele eller indhegning med opsyn. Vi vurderer også, at hun kan sammenføres med en ven.
Hailey kan sagtens med børn, primært større børn, der lærer at respektere, at hun ikke er glad for løft. Nus og aktivering skal helst foregå på gulvet. Plejers knægt, Lucas, på 12 år og Hailey er bedste venner. Dog synes Lucas, at Hailey vågner lige lovligt tidligt og vil have opmærksomhed.
Kaninværnet kan garantere, at Hailey vil gøre stor lykke hos en familie. Hun er 2,3 kilo dejlighed og hengivenhed.
Kunne du tænke dig at adoptere Hailey, og give hende det kærlige hjem hun fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk, og fortæl om dit hjem, og hvad du kan tilbyde. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give hende masser af din tid og kærlighed.