Så er der kommet en ny kanin i pleje hos Kaninværnet.
Harry er en 1 ½ år ung løvehoved-blandingsrace med den smukkeste sorte pelspragt. Han er sund og rask. Han afventer vaccination og chipning. Harry er noget så sjældent som en tamkanin med vildkaninblod rullende i årene. Harrys mor var på springtur, og hun forelskede sig i Harrys far, en flot ung vildkanin. Under hele drægtighedsperioden og efter fødslen af Harry, kom faderen forbi for at kigge til sin lille familie. Nu står Harrys mor i en akut situation, hvor den eneste udvej er at bortadoptere Harry. Og det sker ikke med et let hjerte, da han er højtelsket, men ALLE alternativer er forsøgt.
Harry ligner sin far af sind og fysisk. Han er aktiv, årvågen, lynende hurtig og adræt som ingen anden. Han er nysgerrig med stort N, og sommetider – faktisk ret ofte – får han rodet sig ud i ting, hvor det går galt til stor morskab for sin mor.
Harry er indekanin nu, men vi vil anbefale, at han kommer ud til foråret, når det er varmt nok (juni). Han vil trives bedst som udekanin i en stor voliere, men kan sagtens henover vinteren være indekanin med god plads. Han er god til at bruge sin toiletbakke, og det er en fordel specielt, når man skal være inde.
Det er meget vigtigt, at Harrys nye familie sikrer en udendørs voliere grundigt, både i bunden og i højden. Harry kunne let stille op ved OL for kaniner i højdespring og vinde guld. Harrys nuværende ejer har set ham springe med afsæt på et hegn, 1 meter og 40 centimeter. Så hold på hat og briller, Harry er adræt, og han elsker at hoppe. Sørg for steder, han kan hoppe op, god plads til at spurte rundt, grave huler, og der skal altid være grene at gnave i. Hvis Harry har de udfoldelsesmuligheder, vil han være i sit es og give masser af eksempler på sin adræthed og glæde ved livet.
Harry skal ud til en familie, der har erfaring med frikanin, og som har lysten og tålmodigheden til at socialisere ham og vænne ham til nus mere end han er i dag. Han egner sig ikke som en børnekanin, og vi vurderer også, at det mest optimale er, at der ikke er andre dyr end en kaninven. Det sidste er dog vigtigt, for Harry skal helt klart have en ven, han kan gå på eventyr med og lave spilopper. Det vil han elske.
Modsat de fleste andre kaniner er Harry ikke et madøre, men er ellers ikke kræsen. Det er bare ikke de store mængder, der ryger ned. Han holder sin fine vægt ikke mindst, fordi han samtidig er meget aktiv.

Vi kan garantere, at Harry vil bringe liv og glade dage hos sin nye familie, og en hel masse grin over hans sjove påfund.
Kunne du tænke dig at adoptere Harry, og give ham det kærlige forevigt hjem han fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk, og fortæl om dit hjem, og hvad du kan tilbyde. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give ham masser af din tid og omsorg.