Så er der kommet en ny kanin i pleje hos Kaninværnet.
Ronjas ejer står i frygtelig situation og kan ikke beholde sin højt elskede Ronja. Ejer har forsøgt ALLE muligheder for at beholde ham og finde andet kærligt hjem til ham, men forgæves. Kaninværnet var sidste mulighed.
Ronja er en sund og rask løvehoved/dværgvædder med den smukkeste ‘sort som natten’ pels og den flotteste løvemanke. Ronja har en fin kampvægt på 2,2 kilo og sunde, gode stritører. Ronja er kastreret og har lige været til sundhedstjek og er blevet vaccineret ved Lillebælt Dyreklinik i Fredericia.
Ronja er en kæmpe skøn, frisk kanin med massere af gåpåmod. Men lige nu savner Ronja for alvor en ven, da han lige har mistet sin allerbedste ven for under 1 uges siden. Vi håber sådan, at I derude sidder med Ronjas nye ven eller kender nogle, der gør. Slå endeligt et slag for vores Ronja og del opslaget.
Ronja er vokset op med sin far, Mason, som desværre lige er blevet aflivet. Ronja og Mason var som pot og pande. De lavede ballade sammen, puttede sammen – altså et rigtig godt makkerpar. Ronja og Mason var to meget forskellige kaniner personlighedsmæssigt og måske kan I tage inspiration fra Masons personlighed, hvis I sidder med en kanin derhjemme, der kunne være en god makker for Ronja. Derfor kort om Mason: Mason var den rolige og lidt forbeholdene type, han ville helst ”inviteres” til kæl og hygge før han kom over. Mason var 3 år og en kastreret hankanin. Ronja er langt mere social, fremme i skoene og en nusseglad dreng.
Ronja er renlig og generelt rigtig dygtig til at være frikanin – han kan dog blive fristet til at smage på forskellige ting som f.eks. ledninger (‘spicy hay’), et panel, så kaninsikring af hjemmet er vigtigt.
Ronja tager virkelig godt imod aktivering. Så en ny familie skal sørge for grene, legetøj, huler og især ting lavet af pap og træ er et hit hos Ronja. På den måde, bliver Ronja heller ikke lige så fristet til at smage på ’spicy hay’.
Ronja er vant til dagligdagens lyde, men er ikke gode venner med støvsugeren, høje pludselige lyde og voldsomme bevægelser.
Ronja er en blid dreng, og hvis menuen står på enten Timothy hø, Burgess piller eller diverse tørrede frugt- og grøntsager så bliver man hurtigt Ronjas ven.
Ronja vil kunne fungere i et hjem med store, fornuftige teenagere, der er blevet sat grundigt ind i, hvad det vil sige at have kanin – Ronja er nemlig sund og rask, så han kan blive mange år endnu.
Vi kan garantere, at Ronja vil højne nusse-niveauet i sin nye familie og være en god ven for livet.
Kunne du tænke dig at adoptere Ronja , og give ham det kærlige forevig hjem han fortjener, så skriv en mail til akutteam@kaninvaernet.dk, og fortæl om dit hjem, og hvad du kan tilbyde. Det vigtigste er, at du er indstillet på at give Ronja masser af din tid og omsorg.
Kaninværnet søger med lys og pandelygte efter plejere i hele landet. Vil du høre mere om at være plejer, så kontakt akutteamkoordinator, Sara Lee Olsen på akutteam@kaninvaernet.dk.