Støt Kaninværnet

Et årsmedlemskab koster kun 150 kr.

Rigtige kaniner er frikaniner

Kaniner elsker at hoppe, grave og gnave.

Adobt - don't shop!

Mange kaniner venter på et nyt og kærligt hjem.

Sygdom og adfærd

Vi anbefaler, at du laver en kaninmappe med en oversigt over dine kaniners sygdomshistorik. Du kan lave dit eget dokument eller printe Kaninværnets oversigt her. Vi anbefaler ligeledes, at du laver regelmæssige sundhedstjek af dine kaniner. Det er oplagt at gøre, når du alligevel har dine kaniner oppe til negleklipning. Vi anbefaler hver 2. til 4. måned, afhængig af dine kaniners generelle sundhedstilstand. Du er velkommen til at bruge Kaninværnets dokument for sundhedstjek her.

Det kan være en stor hjælp hvis du fx skifter dyrlæge eller hvis du skal have dine kaniner passet.

Sygdom er en stor udfordring hos kaniner. Kaniner er byttedyr og derfor skjuler de sygdomstegn rigtig godt. Som kaninejer skal man derfor være meget opmærksom på kaninens adfærd. Selv små forandringer kan være tegn på sygdom.

Maveproblemer og forstoppelse

En af de hyppigste sygdomme hos kaniner er problemer med maven. Kaninens mave er meget sart. Den skal altid være i gang. Går maven i stå, er kaninen i stor risiko for at dø. Vær derfor meget opmærksom på, at kaninen spiser i løbet af dagen. Sørg for at du har set din kanin spise inden du går i seng eller på arbejde. Du kan fx have en aftenrutine, hvor du giver aftengrønt lige inden du går i seng og foderpiller inden du tager på arbejde osv.

Vil din kanin ikke spise skal kaninen tilses af dyrlæge med det samme. Maven kommer ikke i gang igen af sig selv. Hvis det er weekend eller aften skal vagtdyrlægen kontaktes.

Ønsker du at vide mere om sygdomme, symptomer og adfærd hos kaniner, anbefaler vi, at du kigger på frikanin.dk’s side, som har et meget omfattende afsnit om sygdom. Du finder også en liste over ting, som man som kaninejer altid bør have ved hånden og en guide til hvordan du forbereder en tur til dyrlægen.

 

Orm

Kaniner kan få orm gennem det grønt de får fra naturen. Plukker du grønt et sted hvor du ved der kommer andre dyr fx hunde eller ræve, kan det være en god idé at skylle det, inden du giver det til kaninerne.

Orm smitter også gennem afføring, så hvis én kanin har orm skal de alle behandles hvis de kan komme i kontatkt med hinanden.

Orm ses som meget tynde tråde på afføringen. De er kun synlige i ganske få minutter.

Har du mistanke om orm skal din kanin til dyrlæge. Tag evt. et billede af ormene med.