Petra kom i pleje hos Kaninværnet efter tidligere ejer ville aflives hende. Petra har haft en hård start på livet; hun har boet i bur, er blevet holdt i nakkeskindet, fået forkert foder og har i perioder ikke haft adgang til vand. I kan nok forestille jer, hvordan Petra havde det med mennesker, da hun kom til plejer? Hun var meget bange og stresset.

  • By: Roskilde (transport til hele landet er muligt)
  • Navn: Petra
  • Køn: Hun
  • Alder: Cirka 1,5 år
  • Neutraliseret: Ja, 24.01.2022
  • Hun er sundhedstjekket, chippet og vaccineret
  • Race: Rex
  • Vægt: 3 kg
  • Inde/ude: Inde (evt. med adgang til voliere)
Petra

Petra har gennemgået en fantastisk udvikling takket være vores dygtige plejer. Hun er blomstret op, og har endeligt fået lov at vise sin sprudlende personlighed. Det er så livsbekræftende.

Petra er en turbotøs. Hun elsker at spurte rundt i fuld firspring med elegante krumspring og masser af turbo på motoren. Petra ELSKER at grave. Bor Petras nye familie i lejlighed, er det en god ide, at der ikke er underboer. Når Petra graver går det ikke stille for sig.

Hun er nysgerrig, og alt skal undersøges. Hun kan godt blive utryg ved høje eller nye lyde, og det bør der tages hensyn til i Petras nye hjem. Når hun bliver forskrækket, gemmer hun sig, men genfinder hurtigt modet til at gå på opdagelse igen. Plejer har opdaget at Petra falder til ro, hvis hun synger for hende ❤️🎼.

Hun er intelligent, og hun vil nemt kunne lære tricks. Har man lyst til at prøve kræfter med klikkertræning og aktivitetslegetøj, vil Petra gerne være med. Hun er ikke glad for håndtering, og det kræver erfarne hænder, hvis hun skal løftes.

Hun er stadig ved at lære, at det er skønt at blive nusset, men hun har gjort KÆMPE fremskridt. Fra slet ikke at tillade nus, nyder hun nu nus specielt på hovedet. Det er fantastisk at opleve – I bør se den skønne video i tråden på facebook.

Plejer melder, at Petra er 99% renlig, og kun taber enkelte kanonkugler, når det går stærkt.

Petra er meget madglad, og spiser næsten alt, der bliver serveret. Til dagligt får hun Burgess Excel med mint og Alpin hø, som hun spiser flittigt. Elsker grønt, mælkebøtter og diverse godbidder. Petra elsker at blive håndfodret.

Petra er vant til store børn og kat. Grundet hendes natur, bør hun bo i et roligt hjem uden små børn i dagligdagen. Hun bør ikke håndteres af mindre børn. På grund af Petras pelstype (rex), skal hendes nye familie være opmærksom på, at Petras område skal være dækket af bløde tæpper af naturmateriale, så Petra kan stå fast og ikke udvikler hælsår.

Petra er en kanin med charmen i orden på alle niveauer, og hendes historie har rørt os dybt. Der er få, der fortjener at opleve at blive elsket som hende, og giver man Petra et kærligt hjem og lærer hende, at alle ikke vil hende det ondt, får man en kanin for livet, der ikke glemmer sin taknemmelighed!

Er smukke Petra den rigtige til at tage plads i dit hjem og dit hjerte, kan du kontakte Kaninværnets Akutteam på akutteam@kaninvaernet.dk og fortælle lidt om dig selv, dit hjem, og hvad du kan tilbyde Petra. Vi bliver altid glade for at se billeder af Petras kommende gemakker, og står som altid klar med sparing og råd.

HJÆLP OS MED AT FINDE PETRAS NYE FAMILIE. DEL MEGET GERNE OPSLAGET.

Hvis du vil støtte Akutteamets arbejde med at hjælpe nødstedte kaniner som Petra, kan du:

– Bliv medlem af Kaninværnet for 150 kr. om året.https://bit.ly/3jVBhwl

– Donere et valgfrit beløb på MobilePay 311658, skriv AKUT i kommentarfeltet, så går din donation direkte til kaninerne.

Petra