Støt nu
aktivering af kanin i hverdagen

Aktivering

Kaniner i hverdagen

Hold din kanin Glad og aktiv

Kaniner har brug for plads og aktivering.
Vi har samlet nogle forskellige forslag til hvad du kan tilbyde dine kaniner, for at holde dem glade og aktive.

Tuneller

Kaniner elsker at løbe gennem gange. Du kan købe forskellige tunneller til dine kaniner. Ofte skal du lede under “katte legetøj”. Du kan både få tunneller i tekstil og plastik – begge typer er velegnede. Nogle tunneller kan kombineres, så du kan lave mange forskellige gangsystemer, hvilket giver dig mulighed for at variere og gøre det endnu mere spændende for dine kaniner. Du kan også bruge papkasser. Skær huller i kasserne og arranger dem, så dine kaniner kan løbe gennem dem.

Gravekasser

Et godt alternativ, hvis dine kaniner ikke har mulighed for at komme i haven eller i vintermånederne, hvor kaninerne har begrænset tid ude. Kassen kan fx være af plast eller pap. Du kan også bruge en stor burbund, men det er praktisk med en høj kant så gravematerialet holdes i kassen. Gravematerialet kan være sand eller grus. Du kan også bruge fint barkflis.

aktiv kanin

Tur i haven

En af de bedste former for aktivering, er at lade dine kaniner komme en tur i haven. Lad dem tosse rundt og spise græs, grave huller, flade ud i skyggen og undersøge haven fra top til tå. Tilpas tiden i haven efter vejret. Er der under 10 grader skal en indekanin ikke være ude mere end 30 minutter (og kortere tid hvis kaninen ikke er aktiv). Du kan i stedet lade kaninen komme ud ad flere omgange. Er det sommer kan du vælge bare at lade døren stå åben. Så kan de rende ind og ud som det passer dem. Luk aldrig døren, da kaninerne er tryggest ved altid at kunne komme i sikkerhed.

Kaniner i haven kræver at haven er indhegnet og tjekket igennem for giftige planter. Sørg gerne for at kaninerne har nogle gode gemmesteder i haven, det gør dem mere trygge.

Foderbolde

Foderbolde får dine kaniner til at bevæge sig samtidig med at de bliver belønnet med godbidder. Vær opmærksom på ikke at komme sukkerholdige og fedende ting i boldene. Brug fx ærteflager eller foderpiller. Du kan også lave hjemmelavede “foderbolde”. Tag fx et paprør fra en toilet- eller køkkenrulle, prik huller i, put godbidder i og luk enderne til. Prøv dig frem med forskellige variationer. Brug forskellige papæsker fx fra pålægschokolade eller tandpastaæsker. Lav huller i og kom godbidder, små stykker grønt eller hø i. Eksperimenter med hvad dine kaniner synes er mest spændende. 

Gnavemateriale

Er dine kaniner glade for at bruge bisserne på andet end mad? Så er det en god idé at give dem en masse forskellige ting at gnave i, så det ikke går ud over fodpaneler og benene på sofaen. Det kan fx være papkasser, kurve i naturflet, grene, tæpper, klude og æsker. Prøv at variere det, så det ikke bliver kedeligt for kaninen.

Skattejagt

Lad dine kaniner løbe rundt i huset og lede efter mad. Gem foderpiller oven på kasser, i deres tuneller, i vindueskarmen og steder der får dine kaniner til at gå, hoppe og strække sig. Du kan fx hænge grene ned fra loftet i en snor, så kaninerne skal helt op på benene for at nå dem. Eller læg godbidder under en lille pude, så kaninerne skal skubbe puden til side for at komme til godterne.

Aktivitetsspil

Mange kaniner synes det er sjovt med aktivitetsspil. Der findes spil lavet specielt til kaniner, men du kan også bruge spil beregnet til katte og hvalpe. Læg godbider i og have tålmodighed. Når kaninerne først har fanget fidusen vil de dog hurtigt finde godbidderne.

0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tom
    WordPress Cookie Plugin af Real Cookie Banner