Servicemedarbejderen i Silvan nåede at blinke 4 gange før han gentog mit spørgsmål: “Gravemateriale til kaniner?”
Det var en regnvåd søndag i februar. Kaninerne kedede sig i den lille lejlighed og jeg besluttede derfor, at det skulle være dagen, hvor de fik en gravekasse. Jeg havde gået rundt en halv times tid og kigget på pottemuld, perlesten og barkflis – da servicemedarbejderen kom forbi og spurgte om han kunne hjælpe. Jeg kunne jo bare have afslået. Men på den anden side kunne han jo ligeså godt lære det.
Lige som dem i Harald Nyborg for længst har lært, at komposthegn hedder “kaninhegn” og træpiller er til toiletbakken.

Han gik til opgaven med oprejst pande.

Men jeg måtte afvise alle hans forslag. Dur ikke! For farligt. For grissende. For hårdt ved fusserne. Til sidst kom han med 10 liter leca (små, hule lerkugler). Og hvad siger man egentlig til det? Jeg sagde ja. Hvor intet vover. Og jeg ville i hvert fald ikke tomhændet hjem. Som en pioner inden for kaninunderholdning må man jo gå nye og utraditionelle veje.

Jeg takkede mange gange for hans hjælp (og tålmodighed) og modstod fristelsen til at spørge, om han også kunne hjælpe med noget gravekasse.

Kan leca bruges som gravemateriale? Hos mig har én ud af to kaniner godkendt det. Vi tester i øjeblikket en kombination af sand og leca og indtil videre er det en succes. Bonus: Sandet bliver tungere at grave i, så betydeligt mindre gravemateriale lander på gulvet 😀