Støt nu

HVORFOR BØR KANINER DRIKKE AF SKÅL?

Kaninvelfærd, 31/mar/2024

HVORFOR BØR KANINER DRIKKE AF SKÅL?

Kaniner har som alle andre dyr brug for vand hver dag. Man bør skifte kaninens vand mindst 2 gange dagligt, så det altid er friskt og rent 🥣🙏🏼.

Men hvordan skal vandet serveres for kaninen? Dette er et spørgsmål mange kaninejere stiller, og vi vil derfor gerne være med til at kaste lys over anbefalingerne på området.

En klassisk del af mange kaninboliger, er den velkendte drikkeflaske, der hænger på tremmerne. De findes i mange forskellige størrelser og udformninger, men fælles for dem alle er, at det er en uhensigtsmæssig måde at tilbyde kaninen vand på.

Nedenfor kan du læse om nogle af årsagerne til at skåle til kaniner er at foretrække:

– Drikkeposition. Kaniner er rent anatomisk indrettet til at drikke vand, der befinder sig under dem, og til selv at styre størrelsen på de mundfulde, de tager. Ved en flaske er hver mundfuld mindre, hvilket øger risikoen for, at kaninen sluger luft, når den drikker. Derudover er risikoen for at få vand galt i halsen større, grundet hovedets position i forhold til kroppen, når den drikker af flaske.

– Hydrering. Kaninen kan tage større slurke fra en skål, og derfor tager det kortere tid at slukke tørsten.

– Frustration. Vandet kommer kun langsomt ud af en flaske, og kaninen kan blive frustreret over, at den ikke kan slukke tørsten hurtigt nok.

– Væskeindtag. Kaniner drikker mere fra en skål end fra en flaske. For lavt væskeindtag medfører dehydrering, som øger risikoen for følgetilstande, herunder nyreproblemer, urinvejssten, ileus osv.

– Høindtag. Kaniner, der spiser meget hø, har et større væskeindtag. Har de ikke mulighed for at indtage tilstrækkeligt væske hurtigt nok, kan det mindske deres høindtag.

– Frost. Tuden på en flaske kan fryse til om vinteren, så kuglen/pinden kaninen skal skubbe til, sidder fast, hvilket dermed forhindrer kaninen i at drikke. Fryser vandet i en skål, kan kaninen stadig slikke på isen og få væske. Tuden fryser desuden langt hurtigere end en hel skål.

– Kalkaflejringer. Tuden på en flaske kan sætte sig fast på grund af kalk. Kalkaflejringer er et kendt problem uanset, om man bruger skål eller vand, og derfor bør man regelmæssigt afkalke, uanset hvilken løsning man vælger. Kalk i bunden af en skål er dog ikke farligt for kaninen, mens en ophobning af kalk i tuden på en flaske kan risikere at forhindre kaninen i at drikke.

– Rengøring. De fleste drikkeskåle til kaniner kan gå i opvaskemaskinen, tåler afkalkning og kan nemt vaskes i alle kroge og kanter, mens det kan være sværere at komme i bund med rengøringen i en flaske uden diverse redskaber.

– Kølende element. Ligesom en flise eller et køleelement, kan kaninens vandskål bruges som nedkøling om sommeren, og har derfor en ekstra funktion, der ikke kan opfyldes af en flaske.

– Uvenskab. En skål gør det muligt for flere kaniner at drikke samtidig. Man undgår, at der opstår frustration over at skulle vente på at kunne drikke.

– Dryp og fugt. Det er et velkendt problem, at vandflasker ofte drypper. En dryppende flaske kan gøre underlaget i kaninens bolig fugtigt, hvilket kan øge risikoen for hælsår hos kaninen og vækst af skimmel i strøelsen. Derudover kan det være meget svært at holde overblik over kaninens væskeindtag.

– Tandskader. Frustration over, at vandet kommer for langsomt ud, leder i mange tilfælde til, at kaniner bider i tuden på deres flaske. Resultatet kan være knækkede og skæve fortænder.

Der er med andre ord mange gode grunde til, at kaniner generelt bør tilbydes vand i en skål. Det er en fordel at vælge en tung skål uden kanter kaninen kan få fat i, så der ikke er risiko for at kaninen vælter skålen. Mange har god erfaring med større hundeskåle i glaseret keramik, som selv den stærkeste kanin ikke kan rokke med.

Har man en kanin, der er vant til flaske, er det normalt ikke vanskeligt at vænne dem til at drikke af skål i stedet, fordi de ganske enkelt selv foretrækker det. Det kan dog være en god idé at tilbyde begge løsninger i en overgangsperiode, indtil man har set kaninen drikke af skålen. Skålen kan eventuelt stilles under vandflasken, så kaninen automatisk opsøger det område den er i, når den er tørstig.

Del gerne opslaget, så vi får flere kaninejere til at skifte til vandskål 💪🏼❤️

Del dette med dit netværk!

HVORFOR BØR KANINER DRIKKE AF VANDSKÅL?

0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tom
    WordPress Cookie Plugin af Real Cookie Banner