AkutTeam, 22/jan/2022
Vil du være plejer for Kaninværnet?
Lige nu søger vi nye plejere, der har tid og lyst til at gøre en kæmpe forskel for en eller flere af de kaniner, som kommer i pleje hos Kaninværnet.
For at give et indblik i, hvad det vil sige at være plejer for Kaninværnet, har vi talt med en af vores erfarne plejere. Mød derfor Susanne, som det seneste år har haft syv kaniner i pleje.
Susanne fortæller: ”Efter at have passet, bondet og bortadopteret kaniner og andre mindre familiedyr på internat i 6 år, savnede jeg stadig at hjælpe kaninerne, som, i min verden, er et utroligt misforstået dyr. Jeg havde i forvejen næsten altid huset fuld af plejekaniner, og der var konstant gang i sutteflaskerne for at mætte små kaninungers maver. Så da jeg så opslaget fra Kaninværnet, så jeg det bare som en mulighed for at hjælpe endnu flere kaniner til et frit og godt kaninliv. ”Og det har hun gjort for intet mindre end syv kaniner i 2021 alene.
”Lad mig se. Der har været Ninja, Storm, Rasmus, James, Mille Motor, Mikka og Leah. Og hver og en af dem, har været et lille væsen jeg har knyttet et fint, fint bånd til. Nogle af dem har jo haft en svær start på livet, og de grænser, man kan flytte hos dem ved at give dem ro til bare at være kaniner med alt, hvad der hører til, det er meget givende. Man lærer dem fx, at mennesker ikke er farlige, og at livet godt kan være trygt.”
Susanne fortsætter: ”Derudover er det fantastisk at være med til at finde en familie til dem, som vil fortsætte det arbejde, man selv har begyndt, og som vil tilbyde dem et liv som frikanin. ”Men afskeden er svær:”Det sværeste som plejer er helt sikkert at sige farvel til de små pelstotter. De kommer langt ind under huden på en. Men det hjælper helt klart, at man som plejer er med til at vælge den rigtige familie til kaninen, fordi vi er dem, der kender den enkelte kanin bedst. Det giver en vis ro at have mødt dem, som skal være den nye familie.”
”En anden ting er i de tilfælde, hvor man er nødt til at give medicin, når de fx er blevet neutraliseret og skal have smertestillende, og man ikke kender dem så godt. Men det klarer man jo også, og det meste af pasningen er jo bare en del af hverdagen. De fleste bliver jo heldigvis renlige meget hurtigt, så de lærer at bruge toilettet, og så er der ikke det store arbejde i det udover selvfølgelig at hygge en masse med dem og pleje af pels og negle.”
Susanne slutter: ”Der er dog intet som følelsen af at redde et lille liv og give de fantastiske kaniner en ny og frisk start på livet. Så kunne man tænke sig for alvor at gøre en forskel for et helt misforstået dyr, så kan jeg kun anbefale at blive plejer hos Kaninværnet! Som bonus indgår man i et netværk af andre kanintosser, som altid står til rådighed med hjælp og vejledning, hvis man får brug for det.
Overvejer du at blive kaninplejer hos Kaninværnet?
Tøv ikke med at kontakte os på: akutteam@kaninvaernet.dk. Skriv gerne lidt om dig selv, om de forhold, du kan tilbyde en plejekanin og om din eventuelle erfaring med kaniner. Vi glæder os til at høre fra dig.
Fotoet er af den smukke Mille Motor, som nu er blevet sammenført med Storm. Begge kaniner har været i pleje hos Susanne.