Støt nu

FODERPILLER TIL KANINER – HVAD OG HVOR MEGET BØR MAN GIVE?

Kaninvelfærd, 25/jun/2024

FODERPILLER TIL KANINER – HVAD OG HVOR MEGET BØR MAN GIVE?

Kaninernes kost har stor betydning for deres sundhed og trivsel. Helt generelt bør kaniner få så fiberrig kost som muligt. I opslaget her sætter vi fokus på kaninpiller – også kaldet pellets!

Kaninpiller anses som et slags vitamintilskud, der sikrer, at kaninen får tilstrækkeligt med vitaminer, mineraler, proteiner. Kaninpiller skal udgøre en lille procentdel af deres kost (4-5 procent).

Kaninværnet anbefaler, at voksne kaniner får mellem 5-15 gram kaninpiller pr. kilo kropsvægt. En voksen kanin på 2 kilo bør derfor max have 30 gram piller om dagen. Kaniner i voksealderen har brug for mere energi og bør få mellem 20-25 gram pr. kilo kropsvægt.

På nogle foderposer f.eks. Burgess står der, at kaninerne bør fodres med en meget større mængde foderpiller end vi anbefaler. Følger man deres retningslinjer, vil din kanin blive overvægtig og formentlig fravælge høet.

Hvornår skal man skifte til voksen eller senior pellets?
Hos de små racer kan man skifte til voksen pellets, når de er 10-12 mdr., og hos de store racer kan man skifte, når de er omkring 18 mdr. Når kaninerne er omkring 5 år, kan man skifte over til senior pellets.

Hvilke pellets bør man så købe?
Ensartet pillefoder. Der findes et hav af variationer, og det er ikke alle, der er lige gode. Faktisk kan nogle af de foderpiller, der er på markedet være direkte sundhedsskadeligt for kaninerne.

Man bør for alt i verden undgå er müsliblandinger. Müsliblandinger har langt fra den rette næringssammensætning, de er fedende, og kaninerne vil sortere det fra, de ikke kan lide.

Hvad med rene pellets? Blandt de rene pellets findes også produkter, som ikke giver vores kaniner den rette næring. Derfor er det vigtig, at man som kaninejer kigger godt på sammensætningen af de pellets, man overvejer at købe.

FEDIAF (European Pet Food Industry Federation) anbefaler, at sammensætningen ser således ud:
1. Græs (f.eks. Timothy, Rajgræs, Enghø) eller lucerne (Alfalfa) skal være den primære ingrediens i de foderpiller, du vælger – det skal stå øverst på indholdsfortegnelsen.
2. Fibre (kaldet ‘råfibre’, ‘crude fibre’, træstof) skal minimum være 18 procent, og som tommelfingerregel så jo højere, jo bedre.
3. Fedt mellem 2-4,5%
4. Protein 12-14% (voksen) 16% (ungkanin)
5. Calcium ikke over 1%.
6. Fosfor 0,4-0,8%
7. Forholdet mellem calcium og fosfor bør ligge på mellem 1,5:1 og 2:1

Kaninværnet kan anbefale:
– Fibafirst
– Science selective
– Burgess Excel
– BunnyNature RabbitDream
– Beaphar Nature
– To Gode Naboer Rabbit Adult
– Hobby first Rabbit complete (vigtigt den hedder præcis dette, da der findes flere versioner)

Med eller uden korn?
Nogle kan være i tvivl om kaninpillerne bør være med eller uden korn. Varmebehandlet korn er hverken dårligt eller farligt for kaniner. Korn i de rigtige mængder med den rigtige forarbejdning er helt fint i kaninfoder, med mindre din kanin lider af megacolon, hvor det kan være nødvendigt at tilrettelægge diæten specielt til de udfordringer kaninen har med sin fordøjelse. Korn er med andre ord en sund og god kilde til nødvendig stivelse i kaninernes kost.

Hvordan skifter man fra et mærke pellets til et andet?
Har man en kanin, som på nuværende tidspunkt får müslifoder, er det vigtigt, man skifter over til det nye foder langsomt, og at man holder øje med kaninens appetit, adfærd og især pøller.

Det er en udbredt misforståelse, at man altid kan skifte uden overgang, hvis man går fra noget dårligt foder til noget godt. Jo dårligere foder, de har fået før, jo dårligere er deres mikrobiom (den unikke sammensætning af mikroorganismer i kaninens tarmsystem, der spiller en livsvigtig rolle i kaninens fordøjelse) sammensat, og jo mere følsomme er de over for voldsomme skift.

Det kan derfor være en god ide at tage de værste ingredienser ud af müsliblandingen (fx hele korn, johannesbrød, tørret banan) og blande det gode foder i.

Pludselige skift fra meget sødt/fedt/fiberfattigt til noget godt, kan give problemer med maven. Skift af foder bør ske på en periode over 7-10 dage, alt afhængigt af, hvilket foder der bliver skiftet fra/til, og om kaninen har en sart mave.

Hold øje med kaninens afføring undervejs, og juster derefter. Får kaninen under skift af pellets dårlig mave eller mister appetitten, bør man skifte langsommere og i samråd med en dyrlæge.

Madaktivering
De fleste kaninejere giver kaninpiller i en skål. Det er der ikke noget galt i. Foderpiller er dog også en fantastisk mulighed for at få aktiveret kaninen fysisk og mentalt.

Det kan være brug af foderbold, et snusetæppe, aktiveringslegetøj (der findes en masse til hunde, som sagtens kan bruges til kaniner), sprede kaninpillerne rundt omkring i kaninens base.

Hvis du er på vej ud af døren kan du holde kaninen ekstra beskæftiget ved at give pellets i noget aktiveringslegetøj inden du går.

Jeg har to eller flere kaniner, der skal have forskellige mængder pellets, hvordan gør jeg bedst dette?
Her kan man med fordel stadig bruge aktiveringslegetøj eller anden form for madaktivering. Den ene kanin få et snusetæppe og hygge sig med, mens den anden kan få det i en foderbold. Dette kan også være en god ide, hvis man har en eller flere kaniner, som har tendens til at blive madaggressive.

Vægttab/vægtøgning
Alle kaniner er forskellige, og de kommer i forskellige størrelser (og former). Har man mistanke om, at ens kanin enten vejer for meget eller for lidt, bør man derfor altid få en kaninerfaren dyrlæge til at se og mærke på kaninen for at kunne vurdere om kaninen har brug for at tabe sig eller tage på, og i så fald, hvor meget. Sammen med dyrlægen kan du lave en plan over en god og sund diæt for din kanin.

#RabbitAwarenessWeek2024 #RAW24 #HealthyDietHappyBunnies

Del dette med dit netværk!
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tom
    WordPress Cookie Plugin af Real Cookie Banner