Støt nu

Overvægtige ’niner

Kaninvelfærd, 24/nov/2020

Overvægtige ’niner

Ligesom med andre kæledyr, så er det ikke usædvanligt, at kaniner lægger sig ud når de finder et trygt og kærligt hjem. Dette skyldes som regel problemer med fodringen. Kaninen får enten for meget eller forkert foder, og med en stigende vægt bliver kaninen mindre aktiv, hvilket ikke hjælper på problemet. Vintermånederne er særligt slemme. På grund af kulde og mørke vil kaniner sjældent have lige så rig mulighed for at komme udenfor og være aktive. Samtidig bliver vi mere rundhåndede med godbidderne når vi forkæler os selv – og vi har især tendens til at forkæle os selv i juletiden.

Er du i tvivl om din kanin er overvægtig så kan du lave en føle-test. Lad dine hænder glide ned over ryggen på kaninen. Er din kanin normalvægtig så vil du tydeligt kunne mærke rygrad og ribben, men de vil føles rundede. På en undervægtig kanin vil knoglerne føles skarpe/kantede. Er din kanin overvægtig vil knoglerne ikke mærkes tydeligt, og det vil kræve en håndfast berøring at mærke ribbenene.

Overvægt skyldes oftest at kaninen får for meget tørfoder. Nogle giver foderpiller ad libitum og hele gulerødder. Dette er en sikker vej til en overvægtig kanin. Tørfoder bør aldrig anses for det primære foder. Det primære foder skal bestå af friskt og groft hø som altid er tilgængeligt for kaninen. Som tommelfingerregel så bør en voksen dværgvædder på omkring 2 kg. Ikke få meget mere end 30 g. foderpiller om dagen (hvilket svarer til ca. 1 dl Burgess Excel). Det forudsætter også at man er forsigtig med både typen og mængden af godbider. Det kan være svært at stå imod, når lille Ninus tigger godbidder i sofaen. Det kan hjælpe at finde mindre usunde snacks. Tørrede ærteflager er et godt alternativ til banan. Det kan også være en ide at dele godbidderne i helt små stykker. Man kan fx brække en halv skive tørret banan over i tre ”hapsere” og give dem et stykke ad gangen. Når man allerede har givet flere hapsere så bliver det lettere at stoppe festen selvom Ninus tigger om mer’. Er din kanin allerede overvægtig bør du være særligt varsom med godbidderne, og du bør overveje at begrænse tørfoderet til omkring 10 g./kg. I en periode.

Hvis du vil have en sund kanin og slank kanin er det også vigtigt at den får rørt sig. Nogle kaniner er meget magelige, og har det fint med at dase på sofaen eller under spisebordet. Kaniner er imidlertid naturligt nysgerrige og det kan være en fordel at bruge deres nysgerrighed til at skabe bevægelse. Sørg altid for at kaninen har masser af plads at undersøge og patruljere. Kaniner har forskellige personligheder, så det kan kræve lidt eksperimenter at finde noget der engagerer kaninen. Når det lykkedes vil man imidlertid få en både sundere og gladere kanin, da fysisk aktivitet er godt både for kaninen krop og psyke.

Den første oplagte ting man kan gøre er, at sprede foderet ud på gulvet i stedet for at servere det i en skål. Kaniner har behov for at fouragere (søge efter mad), og det vil holde både kaninens krop og hjerne beskæftiget når den skal støvsuge foderpillerne op fra gulvet. Kan man ikke lide at strø al maden ud så kan man også bruge en foderbold. I samme stil kan man tage nogle foderpiller fra, og gemme dem rundt omkring i hjemmet så kaninen selv skal opdage dem. Hvis man gør det konsekvent vil kaninen hurtigt finde ud af, at der er mere mad rundt omkring, og gøre det til en vane at gå på mad-patrulje.

Store papkasser med et par indgangshuller er også næsten altid et hit. De er et godt skjulested til de ”skjulte foderpiller”, og kaniner elsker som regel at splitte dem ad og lave nye indgange. Bare sørg for at der ikke er pakketape, hæfteklammer eller andet i kassen som kan skade kaninen. Det er ofte også et hit med solide kasser der kan fungere som udkigsposter.

Hvis ens kanin ikke kan undersøge et større område (fx pga sygdom eller boligforhold) så kan man pakke godbidderne ind, så det kræver lidt for kaninen at få dem ud. Man kan fx stoppe hø i paprøret fra en toiletrulle, eller komme lidt foderpiller i og bukke enderne sammen. Det lader også kaninen fouragere og stimulerer både krop og sind.

Friske grene er også gode til at aktivere kaniner. De er ikke bare gode for kaninernes tænder, de holder også kaninen aktiv i lang tid mens den afbarker grenen.

I naturen lever kaniner i huler under jorden. For indekaniner er det ofte begrænset hvor meget de kan udleve den adfærd. At bumle gennem en god tunnel – gerne en som starter/slutter i en papkasse – er svært at modstå for selv magelige kaniner.

Til sidst kan man altid udnytte kaniners trang til at diktere interiøret. At lægge noget babylegetøj (fx en rangle) i vejen for kaninen kan vise sig en god måde at aktivere kaninen, når den demonstrativt kaster rundt med tingene.

At moderere fodermængden og holde kaninen aktiveret vil resultere i en sund og glad kanin. Det giver mange gode år, og det reducerer også omkostningerne til dyrlægeregninger.

Del dette med dit netværk!
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tom
    WordPress Cookie Plugin af Real Cookie Banner