Kaninsygdom, 20/jul/2025
NÅR RACEN PÅ DIN KANIN KAN GIVE FORDØJELSESPROBLEMER
Vi har sat dyrlæge Lena van Rooijen stævne for at tale om sygdommen megacolon.
1. Prøv at forklare, hvad megacolon er?
Megacolon er en arvelig, genetisk lidelse, også kaldet Kongentital agangliose.
Sygdommen involverer, at kaninens nerver til tarmen ikke fungerer som de skal. Manglen på nervecellerne der innerverer tarmens peristaltik (den bevægelse der får mad til at passere gennem tarmen) gør, at tarmen indimellem går helt i stå, hvorved der ophobes mad og gas i tarmene, især i blindtarmen og tyktarmen.
Ophobningen af dette giver dilatation (udvidelse) af tarmområderne, hvilket er meget smertefuldt. Ofte har kaniner med megacolon også en kortere tyndtarm i forhold til kaniner, der ikke har megacolon.
Der er også en unormal optagelse af natrium ind i ceacum (blindtarmen). På grund af disse unormale forhold har kaniner med megacolon ud over smerter når tarmen går i stå, en dårligere optagelse af næringsstoffer, vitaminer og mineraler fra tarmen og ind i blodbanen.
2. Hvilke symptomer kan megacolon have?
Kaniner med megacolon er generelt meget sultne, deres afføring er abnormal, meget forskellig i størrelse og ofte er den helt klistret og slimet.
Kaninen får ofte gentagne mave-tarm problemer i form af ileus (hvor tarmen går i stå) samt forstoppelse.
I disse tilfælde oplever man, at kaninen mister sin appetit, og der kommer meget lidt eller ingen afføring. Kaninen kan desuden virke oppustet på maven. Selv når kaninen spiser rigtig godt, så kan den have tiltagende vægttab.
Mange af disse symptomer starter for de fleste allerede i en meget tidlig alder, mange kaninunger med megacolon overlever ikke overgangen fra moderens mælk til fast føde. Sygdommen er desværre ofte noget der forværres med tiden.
3. Hvilke genetiske faktorer spiller ind ved megacolon, og hvordan kommer disse til udtryk?
Det gen, der er involveret er det såkaldte “aftegningsgen” En genet. Her kan kaniner enten have:
En gen – Hvide aftegninger
en gen – Farvet
Kaninerne har altid 2 af disse gener, 1 fra deres moder, 1 fra deres fader. En genet er dominant i forhold til en genet. Dette betyder at hvis kaninen har en af hver, bliver den ikke fuldfarvet, men vil have både hvid og farve på sin krop.
Mulige kombinationer er:
en/en – Dette giver en fuldfarvet kanin “Solid”
En/en – Dette giver en kanin med aftegninger “Broken”
En/En – Hvide kaniner med blege eller manglende/få aftegninger “Charlie”
Her kalder man den kombi af gener de har for “genotypen” fx en/en, og hvordan kaninen kommer til at se ud for “fænotypen” fx solid/fuldfarvet.
Megacolon problemet opstår hos de kaniner, der har genotypen En/En.
4. Hvordan diagnosticeres megacolon? Kan megacolon behandles?
Der er desværre ikke nogen specifik test man kan diagnosticere megacolon på. Det er derfor en diagnose man stiller ud fra symptomerne.
Ekstra mistanke kommer også, hvis kaninen ovenikøbet har farven/aftegningen, der kunne tyde på En/En genotypen.
Megacolon kan ikke kureres eller behandles væk. Det vigtigste er fodermanagement samt godt med motion.
Der findes dog også medicin der kan hjælpe kaninen. Dette inkluderer blandt andet tarmstimulerende, mave-tarm beskyttende medicin samt evt. smertestillende.
Der er forskel på om det er forebyggende eller om det er medicin til de akutte episoder, hvor kaninen står med enten ileus eller forstoppelse.
Man skal altid kontakte sin dyrlæge ved disse situationer og få lagt en behandlingsplan.
5. Hvordan fodrer man en kanin med megacolon?
På grund af kaninens dårligere optagelse af næringsstoffer, har de brug for mere, letoptageligt foder i forhold til raske kaniner.
Deres kost skal gerne være fiberrig. Hvis de ikke kan holde vægten evt. foderpiller ad libitum.
De skal meget gerne have godt med væske, her kan man med fordel give mere frisk græs i stedet for kun hø, fx er krydderurter også gode.
Man skal være obs på sin kanins tænder, for når de får foderpiller ad libitum spiser de mindre hø, og slider derfor mindre på tænderne. Derfor skal kaniner med megacolon have hyppigere tandtjek.
6. Hvad er vigtigt at holde øje med hos en kanin med megacolon?
Det er meget vigtigt at holde nøje øje med din kanins generelle velbefindende, dens appetit, afføringens udseende og mængde samt din kanins vægt.
Hvis der kommer udsving på disse parametre, er det vigtigt at tage kontakt til en kaninkyndig dyrlæge med det samme. Jeg vil anbefale, at du vejer din kanin mindst 1 gang om måneden, selv når den trives og alt virker fint. Dette kan for eksempel gøres i en stor bageskål på din køkkenvægt, selvfølgelig alt efter, hvor stor din kanin er.
Opsummering:
Megacolon er en kronisk, genetisk betinget sygdom hos kaniner med genotypen En/En.
Symptomerne viser sig oftest fra en helt tidlig alder og forværres jo ældre kaninen bliver.
Det er ikke en sygdom man kan kurere, men kræver korrekt pasning, pleje samt evt. medicinering resten af kaninens liv.
Det vigtigste er at tænke på din kanins ve og vel. Den skal trives og have et så godt og smertefrit liv som muligt.
Hvis der på trods af helt korrekt fodring og pasning samt medicinering ikke kan komme nok styr på sygdommen, kan man sommetider være nødsaget til at tage afsked med kaninen.
Heldigvis er der mange kaniner der, med den rigtige pleje, kan leve rigtigt gode og lange liv med sygdommen.
Tak til Lena for at dele sin viden om megacolon med os ❤️👍🏼.
DEL DEL gerne denne vigtige viden 😍💪🏼.