Støt nu

UDBRUD AF KANINPEST I HOVEDSTADSOMRÅDET

Kaninsygdom, 26/aug/2021

UDBRUD AF KANINPEST I HOVEDSTADSOMRÅDET

Kaninpest – også kaldet myxomatose – er en meget smitsom og dødelig sygdom, der ikke findes en behandling for. Kaninpest skyldes en virus.
Kaninpest smitter ikke til andre dyrearter eller til os mennesker, men den kan blive overført direkte ved kontakt mellem kaniner eller indirekte via f.eks. insekter, foder, udstyr m.v. Smitten kan også blive overført af de mennesker, der passer kaninerne.
I Danmark ses udbrud af kaninpest typisk om efteråret. Der er lige konstateret smitte i Albertslund, København, Lyngby/Søborg og flere andre kommuner i Region Hovedstaden.
Når en kanin er blevet smittet med kaninpest vil der oftest gå 3-5 dage før den begynder at udvise symptomer.
De typiske symptomer er:
– øjenbetændelse, der kan efterfølges af mælkehvide forandringer i øjet
– feber
– sløvhed og manglende appetit
I akutte tilfælde kan kaninen dø inden for 48 timer efter, symptomerne har vist sig. Mange kaniner dør indenfor 1–2 uger. Sker dette ikke bør man aflive kaninen, da den har vanskeligt ved at komme sig oven på sygdommen, og risikoen for at smitte andre kaniner er stor.
Har du mistanke om, at din kanin(er) har kaninpest, skal du kontakte dyrlæge hurtigst muligt – det er akut! Du bør også orientere dine naboer, der har kaniner, så de er opmærksom på risikoen for smitte.
Hvad kan du gøre for at undgå smitte:
1. Du kan få din kanin vaccineret. I Danmark findes en kombinationsvaccine, der beskytter imod kaninpest/myxomatose og kaningulsot (VHD) type 1 og 2. Kaniner kan stadig blive smittet med myxomatose, men symptomerne vil være milde og er begrænset til få bylder eller hævelser på kroppen.
2. Undgå sammenblanding af kaniner – specielt i efteråret, hvor risikoen for smitte er størst.
3. Har du rørt ved fremmede kaniner, bør du vaske hænderne grundigt inden du håndterer din egen kanin.
4. Brug ikke andre kaniners seler, børster eller andet udstyr til din egen kanin.
Foto: Chefdyrlæge ved Dyrlægehuset Farum, Katie Svane Lindhe, foretager sundhedstjek af Frida kanin inden vaccination.

Del dette med dit netværk!
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tom
    WordPress Cookie Plugin af Real Cookie Banner