Støt nu

DEN KÆRLIGSTE DRENG SØGER NYT HJEM – ER DET DIG?

Adoption, 24/feb/2023

DEN KÆRLIGSTE DRENG SØGER NYT HJEM – ER DET DIG?

By og postnummer: 2920 Charlottenlund, Sjælland.
Navn: Oswald
Køn: Han
Alder: 5-6 måneder
Neutraliseret/vaccineret/chippet: Ja (sundhedstjekket, kastreret 19. januar 2023), afventer vaccination.
Race: Dværgkanin, stritører, sort med sølvfødder.
Inde/ude: Inde
Vægt: 1,5 kilo pt., stadig i vækst.

Der er kommet en ny kanin i pleje hos Kaninværnet. Sig hej til Oswald, den kærligste dreng i klassen. Oswald blev fundet på gaden d. 11. januar 2023.

Oswald er den rene drømmekanin – social, giver masser af kys, kælen, sund og rask, er god til at spise hø og er 100% renlig. Det er til trods for, at han har haft en meget svær start på livet. I januar blev han fundet på gaden i en alder af blot 4/5 måneder, sultende, tørstende, og med brækkede knogler.

Oswald kom til dyrlægen, hvor han bestod sundhedstjekket med topkarakter, men desværre viste det sig, at han havde to knuste tæer på den venstre forfod som måtte amputeres. Han tog operationen i stiv pote og bruger foden uden problemer – han lader slet ikke til at savne de to tæer.

Oswald er meget kælen og kærlig – han deler nærmest faktisk flere kys ud end han modtager kæl, selvom han elsker at blive nusset mellem ørerne.

Han er en ungkanin i højt humør, og bruger derfor meget af tiden på at binky’e og floppe. Nogle gange så meget, at han lander steder som ikke er helt hensigtsmæssige (fx vandskålen eller oven i høhækken). Oswald er også en rigtig teenager i den forstand, at han er glad for at sove – et rigtigt “b-menneske” som vågner sent.

Han er 100 procent renlig, og har været det fra start, og han bider ikke i paneler eller andet – han er derfor den nemmeste kanin man kan forestille sig.

Appetitten fejler heller ikke noget, og han spiser masser af hø. Oswald elsker ellers bl.a. mælkebøtterødder, æblegrene og persille.

Han er opkaldt efter Oswald the Lucky Rabbit, fordi han var heldig at blive fundet. Hvis ikke han var kommet til dyrlægen med foden, havde hans chancer for at overleve været dårlige.

Oswald skal forblive indekanin, fordi han er en meget social og opsøgende kanin, som har brug for kontakt til sine mennesker. Oswald vil elske at få en ven han kan udforske verden sammen med og nusse dagen lang. Vi forventer, at han vil være underdanig overfor en anden kanin.

Vi ved ikke med sikkerhed om han er vandt til børn og andre dyr, men han er meget social og tillidsfuld, vi er ikke i tvivl om at han vil trives med børn og dyr så længe, de respekterer hans grænser.

Er kærlige Oswald den rigtige til at tage plads i dit hjem og dit hjerte, kan du kontakte Kaninværnets Akutteam på akutteam@kaninvaernet.dk og fortælle lidt om dig selv, dit hjem, og hvad du kan tilbyde. Vi bliver altid glade for at se billeder af Oswalds kommende gemakker, og står som altid klar med sparing og råd.

Del dette med dit netværk!
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tom
    WordPress Cookie Plugin af Real Cookie Banner