Kaninvelfærd, 09/sep/2024
HVORDAN HÅNDTERER JEG BEDST MIN KANIN?
Langt de fleste kaniner bryder sig ikke om at blive løftet på, da det rent instinktivt minder dem om at blive taget af et rovdyr oppefra. Derfor vil mange kaniner også stampe og stikke af, når vi prøver at tage dem op. Men somme tider er man nød til at løfte dem, fx når de skal til dyrlægen, have klippet negle eller skal have medicin hjemme.
Derfor kan man med fordel vænne sin kanin til løft og håndtering, så det ikke føles som et lige så stort overgreb for dem, når det er nødvendigt.
Løfteteknik
At løfte en kanin korrekt er afgørende, og er med til at få den til at føle sig mere tryg og sikker.
Når du nærmer dig din kanin, gør det langsomt og kom ned på dens niveau. Dette vil hjælpe med at berolige din kanin, og er med til, at vi mennesker ikke virker så store og skræmmende. At ae kaninen vil også have en beroligende effekt.
Når du løfter en kanin, er det vigtigt man sørger for at placere en hånd under kaninens bryst og den anden under dens bagdel, hvilket giver den støtte og stabilitet.
Når du har løftet kaninen, skal du holde den tæt på din krop for at give den ekstra sikkerhed og tryghed. Når kaninen er kommet op, kan man flytte hånden fra brystet og om på ryggen.
Når du sætter din kanin ned, gør det langsomt mens du holder din kanin tæt ind til dig. Det er ikke unormalt, at din kanin reagerer ved at stampe med bagbenene eller sparke dem i din retning. Det er blot din kanins måde at vise, at den ikke bryder sig om at blive løftet. Tilbyd gerne en godbid efter, som en belønning.
Hvordan træner man løft med sin kanin?
At træne din kanin til at blive løftet kræver tålmodighed og en blid tilgang.
Start med at skabe tillid til din kanin. Brug en masse tid sammen med din kanin; det en god ide at sidde eller ligge på gulvet, og være nede i dens højde.
Lad kaninen komme til dig, og lad den vænne sig til din tilstedeværelse. Afsæt en masse tid til at kæle, da dette vil hjælpe kaninen med at vænne sig til din berøring. Når din kanin er tryg ved din tilstedeværelse og berøring, kan du øve løft.
Start med at placere en hånd under dens bryst og en under dens bagdel, eller blot omkring brystet uden at løfte den. Dette giver kaninen mulighed for at vænne sig til fornemmelsen af at blive understøttet.
Herfra kan du gradvist begynde at løfte kaninen meget kort op med forbenene, sådan at dens bagben stadig er på jorden. Dette er med til at vænne kaninen til det at blive rørt og hævet fra jorden.
Når din kanin er tryg ved det, kan du begynde at løfte den en smule fra gulvet og derefter sætte den ned igen. Gentag dette trin flere gange for at vænne din kanin til bevægelsen. Beløn din kanin med godbidder, ros og nus undervejs. Dette er med til at forbinde oplevelsen med noget positivt.
Vær opmærksom på din kanins kropssprog. Hvis den virker utryg eller stresset, skal du respektere dens grænser og sætte den ned. Tvungen løft kan skade tilliden. Gentag træningen regelmæssigt for at få kaninen vænnet til håndteringen.
Gradvist kan du hæve din kanin højere, men sørg for at gøre det i små trin. Ikke alle kaniner vil blive trygge med løftning.
Træningen bør altid være baseret på din kanins tempo. Det ændrer dog ikke på, at man stadig sommetider er nødt til at løfte kaninen mod dens vilje. Her kan tilliden blive brudt lidt, og så må man give kaninen lidt ekstra kærlighed i form af nus eller en mælkebøtte eller to!
Løft i ører og nakke
I gamle dage blev kaniner både løftet i nakken, i ørerne og lagt om på ryggen. Dette bør man under ingen omstændigheder gøre, da det kan gøre skade og ikke mindst påføre kaninen en masse smerte og stress.
Kaninens nakkeskind er meget følsomt og tyndt. Hvis du forsøger at løfte din kanin i nakken, vil det medføre smerte, og der er en risiko for, at den sarte hud kan beskadiges.
Ligeledes vil det gøre ondt, hvis man løfter dem i ørerne, og der er risiko for at gøre skade på dem.
Det er derudover vigtigt at undgå at lægge en kanin på ryggen, da det er yderst ubehageligt for den, og den kan opleve en trance-lignende tilstand (såkaldt ’tonisk immobilitet’). Dette gør den, fordi den kort fortalt, tror at den skal dø. Kaninen ligger i naturen kun på ryggen, når den er i munden på et rovdyr. Så selvom kaninen virker afslappet er kaninen yderst stresset, og dette kan være livsfarligt.
Nogle enkelte kaniner flopper selv helt om på ryggen. Dette betyder, at den er afslappet, og det må ikke sammenlignes med, at kaninen tvinges til at ligge på ryggen.